Letland

Venskabskirken i Letland

Abildgård kirke oprettede i oktober 1993 kontakt med Tornakalns kirke i Letland. Kirken blev ikke tilfældigt valgt. Den ligger i Frederikshavns daværende venskabsby - Riga. Det er en kirke, der lige som Abildgård Kirke ønsker at udbygge og forstærke det samarbejde, der fortsat er mellem Frederikshavn og Riga.

Se deres hjemmeside www.rigasluteradraudze.lv eller www.gratis.lv

Tornakalns kirke er bygget i år 1890. Efter en vanskelig tid mellem 1940 og 1991 er kirken nu igen i god brugelig stand, og der er stor aktivitet omkring den. Til kirken hører et menighedshus. Genindvielsen skete 30. december 1992.Der er ca. 4.000 medlemmer i menigheden, heraf er de mange under 40 år og meget aktive. Der er en søndagsskole med omkring 200 børn og en række medhjælpere. Kirken får ingen offentlige tilskud til driften.

Kontakten med venskabskirken vedligeholdes og udbygges gennem gensidige besøg. Abildgård kirke støtter løbende Tornakalns kirke med indsamlede midler. Tornakalns kirke driver forskelligt socialt arbejde, bl.a. diakoni, socialrådgivning, udlevering af tøj og mad samt lægecentret "Gratis" med ulønnede læger. Det sociale arbejde støttes af  af Abildgård kirke.  

Sprog: statssprog er lettisk (mange russisk-talende). Hovedstad: Riga. Religion: Flertallet er luthersk-evangelsk; romersk-katolske og russisk-ortodokse menigheder. Valuta: Lat(LVL). Areal: 64.500 km2. Indbyggerantal: 2,5 mio., heraf ca. 56% etniske lettere og godt 30% etniske russere. 

Læs mere om venskabsforbindelsen i Riga - skrivelse fra Jørgen Steen

2013 Tornakalna Kirkes sognedialog - læs her

På besøg i 2018

Abildgård Kirke har gennem rigtig mange år haft tilknyttet et stort rytmisk kor, Blue Note, hvis korleder og organist Henrik Strøm var med i Letland ved besøget i 2015. Her fik Henrik skabt kontakt til organisten i Tornekaln Kirke, og de drøftede bl.a. den mulighed, at Blue Note på et tidspunkt kunne besøge Tornekaln og give koncert i kirken.

Denne mulighed blev en realitet, og i juni måned drog koret med Henrik og 36 korsangere til Tornekaln på et tre dages ophold. Udover korsang har koret oplevet den spændende by Riga og udbygget de sociale netværk til kirken, bl.a. til nogle af de personer, der gennem årene har besøgt Abildgård Kirke.

Besøg 2017

Så blev det igen tid til at sende en invitation til Letland med indbydelse til at besøge os i Abildgård Kirke. Denne gang skulle det være i forbindelse med kirkens årlige marked i august. Da en af ideerne i at have venskabsmenigheder er at hjælpe med nye tiltag til at skaffe midler til gode formål, ville vi fra Abildgård gerne vise vores gæster, hvordan vi planlægger og gennemfører   markedet med forholdsvis stor indtægt og med forholdsvis små udgifter.

Vi fik tre gæster på besøg fordelt med en præst, en sognemedhjælper og en søndagsskolelærer. De viste alle tre stor interesse for markedet og for, hvordan vi organiserer alle vores frivillige. Der blev spurgt og skrevet meget ned i løbet af markedsdagen. Ved den efterfølgende evaluering mente vore gæster, at her var meget, de kunne overføre direkte til deres årlige marked. I løbet af de andre dage var der tid til besøg i Anne Maries atelier, i kvindekrisecentret, i folkeskolen og hos integrationsmedarbejdere i kommunen – alle steder med orientering og efterfølgende gode uddybende samtaler. 

Dette er hele ideen i at være venskabskirke.

Udover ovenstående meget omfangsrige program blev der lidt tid til sightseeing i og omkring Frederikshavn.

På besøg i 2015

I udvalget besluttede vi os for, at det var ved at være tid til et besøg hos vores venskabsmenighed og venner i Tornekaln, hvorfor der blev sammensat et hold på seks personer bestående af ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Fokus på dette besøg skulle være at pleje vores venskab samt lære/drøfte: forkyndelse – mission – diakoni – musik – kunst – undervisning – administration og menighedsrådsarbejde.

Alle emner blev grundigt drøftet, og alle gav udtryk for en meget givende og oplevelsesrig rejse på alle planer.

Besøg i 2013

Udvalget besluttede i 2013 at invitere to til fire personer fra Tornekaln Kirke i Riga til at besøge os i Abildgård Kirke og ikke mindst til at deltage i De Danske Kirkedage, som i maj skulle finde sted i Aalborg.

Det endte med, at der kom tre repræsentanter fra kirken i Riga. De var ovenud glade for at kunne deltage i et sådant stort kristent arrangement.

Temaet for kirkedagene var: Menneske, hvor er du?

Sammen med flere gode Abildgårdfolk blev Aalborg bymidte travet igennem på kryds og tværs med korte og længere stop undervejs, når emner, workshops, foredrag, musik og sang nærmere skulle høres og ses.

Det blev til tre forrygende dage både for vores gæster og for os som værter. Efter tre dage fyldt med indtryk og gode oplevelser vendte de atter hjem til Tornekaln for at berette om den spændende tur.

120 års jubilæum og indvielse af nyt menighedshus
Abildgård kirkes venskabsmenighed Tornekaln i Letland kunne i februar 2011 fejre 120 års fødselsdag og indviede ved samme lejlighed et nyt menighedshus.

Ernst Hansen og Gurli Møller Andreasen repræsenterede Abildgård Sogn ved denne begivenhed.

Læs mere om jubilæum og indvielse af menighedshus på følgende links:

Rejsebrev
Tale ved overrækkelsen af gaven 

Ophavsret: