Indsamling af julegaver til børn fra trængte familier
Abildgård Kirke vil hjælpe familier med begrænsede midler i julen og uddeler derfor julegaver, som andre frederikshavnere donerer.
Abildgård Kirke samler fra den 20. november til den 4. december julegaver ind og beder om hjælp fra alle frederikshavnere, som ser sig i stand til at donere en julegave til et barn i en familie, der ikke har så meget til jul.
Det er fjerde år, Abildgård Kirke har julegaveindsamling og det glæder Kenny Gottlieb, der er sognepræst i Abildgård Kirke. - Vi ved, at julen ikke betyder gaver og glæde for alle. Derfor vil vi gerne hjælpe familierne i julen. Familier, som er trængte på økonomien, hvor pengene er små og der ikke er plads til julegaver.
Sidste år kunne frivillige i Abildgård Kirke pakke rigtig mange gaver ind, som blev delt ud i dagene op til jul. Gaverne var fra gavmilde mennesker, som donerede alt fra farveblyanter til bøger, fra dukker til klodser, fra tøj til legetøjsbiler eller godterier. - Vi har set, hvor stor glæde disse gaver skaber hos børnene og stor taknemmelighed hos de familier, som modtager gaverne. Vi har også set en stor giverglæde i øjnene på de børn, som kunne være med til at donere en gave, lyder det fra Heidi Ettrup Lehm, der er kirke- og kulturmedarbejder og som håber, at Abildgård Kirke i 2023 i kan dele endnu flere gaver ud. - Vi vil gerne, med frederikshavnernes hjælp hjælpe de familier, hvor julen gør ondt, fordi der ikke er midler til at give børnene en julegave”.
Gaverne kan afleveres i Abildgård Kirke, Abildgårdsvej 56, 9900 Frederikshavn i kirkens åbningstid. Gaverne skal ikke være indpakket, da en gruppe frivillige pakker gaverne ind, inden de bliver givet til et barn fra en trængt familie.