Fladstrand Kirke

Sammen med kirkegården fortæller den gamle kirke om både mennesker og begivenheder i Fladstrand siden slutningen af 1600-tallet og om købstaden Frederikshavn, der ved sin nye værdighed i 1818 fik kongenavn til havnebyen, der opstod omkring fiskerlejet.

Lille og beskeden af både ydre og indre men rig på historiske minder både udenfor og i kirkeskibet ligger Fladstrand kirke som byens ældste og nordligste på den gamle kirkegård mellem den gamle Skagensvej og E3's forlængelse over Skippergade og Gl. Torv mod Skagen.

Fiskernes kirke

Kirkens egen historie har været lige så omskiftelig som byens og præget af de mennesker, der brugte den snart flittigt og snart mindre flittigt efter skiftende tiders skik og behov.

Alt satte sit præg på bygningens udseende, for nok er kirken et "helligt hus", men den er altid som bygning underkastet det omgivende samfunds betingelser - og herunder også de økonomiske. Gennem 300 år har generationer sat deres præg på kirken, og mange af sporene kan følges endnu. De svungne gavle og de to udbygninger på sydsiden, der nu er våbenhus og præsteværelse, er senere tilføjelser til det enkle langhus, der blev opført i mur- og bindingsværk i 1688-90.

Fladstrand var i slutningen af 1600-tallet et lille fiskerleje med knap 25 huse hvoraf nogle uden og andre med jord som fæstegods under herregårdene Lengsholm og Knivholt samt et par under Bangsbo. Indbyggerne hørte til Flade kirke, og der var langt at gå. Om det var beboernes eget ønske at få en kirke, eller om det var rige- og indflydelsesrige personer, der tog initiativet, får stå hen, men det var i hvert tilfælde viceadmiral Ivar hoppe og to af hans of

ficerskolleger fra den skånske krig, der førte an ved byggeriet.

Viceadmiral Ivar Hoppe sikrede tilladelsen til et kirkebyggeri hos Christian den 5. ved en allernådigst befaling dateret den 27. april 1686 til Fladstrands indbyggere, at de "formedelst Veiens Længde og Besværighed til deres rette Sognekirke maa lade en Kirke eller et Capel ved Fladstrand bygge og oprette".

Ivar Hoppe kendte Fladstrand fra den skånske krig, der sluttede 1679. Få år senere begyndte udbygningen af Fladstrands fæstningsværker med Citadellet og Krudttårnet. Antallet af fremmede bygningshåndværkere og hvervede tropper kan i perioder have været større end indbyggertallet. Den gode viceadmiral kan have haft flere vægtige grunde til at sætte sig i spidsen for et kirkebyggeri. Det kunne aldrig skade med lidt kristelig opbyggelse.

I det hele taget spillede flådens og søens folk en betydelig rolle både under byggeriet og senere. To af flådens tidligere officerer, nu begge førende mænd i Fladstrand, commandeur Otto Arenfeldt, Knivholt, og tidligere Oberchirurgus i orlogsflåden, nu tolder og strandingskommisær i Fladstrand, Peter Wisberg, fik afgørende betydning for byggeriets gennemførelse.

Kongen havde i sin skrivelse bevilget en hjælp på 1 rigsdaler fra hver kirke i Aalborg stift til den nye kirke, der skulle være "Ecclesia filialis" (filialkirke) til Flade og betjenes af sognepræsten der. Selv skaffede Ivar Hoppe ved indsamling yderligere 300 rigsdaler.

Otto Arenfeldt, der som ejer af Knivholt også ejede en stor del af Fladstrand, skænkede grunden og en del af byggematerialerne. Den tidligere Oberchirurgus, tolderen Peter Wisberg, betegnes dog i gamle kilder som "det fornemste Drive-Hiul i dette Verk". Han fik bl.a. i stiftets øvrighed autoriseret en indsamlingsbog, "som blev ombaaren til alle og enhver, som noget vilde meddele til denne Kirke-Bygning".

Hurtigt gik det dog ikke trods bygningens beskedne omfang. Byggeriet blev begyndt i 1688, og årstallet er i bogstaveligste forstand stensikkert, for det er indhugget i en af de gamle syldsten i bygningens nordøstlige hjørne. Den blev sat den 24. april 1688, og godt to år senere, den 22. maj 1690 blev kirken indviet af biskop Henrich Bornemann.

Kirkens interiør

Noget stort og solidt bygningsværk var den oprindelige kirkebygning ikke. Der måtte ret snart foretages reparationer, - men i den retning har bygningen ikke adskilt sig meget fra moderne byggerier, selv om også årsagerne er andre.

En del af kirkens gamle inventar findes stadig i kirken. Noget er flyttet, da kirken en tid i første halvdel af dette århundrede kun fungerede som begravelseskapel, andet og mere forgængeligt er gået til, og i tidens løb er nyt kommet til.

Døbefonten

Som noget centralt i en kirkes liv står døbefonten, og her findes stadig den originale. Og den er virkelig original. Det er en marmoreret font drejet i træ og af form som en alterkalk. Dens oprindelse og drejemesteren kendes ikke, men den er sandsynligvis skænket kirken af en af de mange, der bidrog til kirkens regning og indretning ligesom det dåbsfad, der står i fonten.

Dåbsfadet er i virkeligheden ældre end kirken og bedømmes efter stilen til at stamme fra 1500-tallet. Hvor det har stået tidligere vides ikke, men det blev i 1689 et år før kirkens indvielse skænket af kgl. vejinspektør Henrich Hansen Moch og hustru Birgitte Henrichsdatter, hvilket fremgår af indskriften i dåbsfadets kant.

Lysestager og lysekroner

På alteret står to lysestager af "dreven messing", som det hedder i en inventarfortegnelse fra 1705, og de bærer Peter Wisbergs navn. Også to lysearme af messing stammer fra kirkens oprindelse, mens tre lysekroner, der var skænket til kirken af navngivne personer, nu findes i Frederikshavn Kirke, hvortil de blev flyttet en gang i 1890'erne, da den nye kirke, indviet i 1892, nu fungerede som sognekirke, og Fladstrand Kirke blev ribbet for en del af sit inventar for kun at blive brugt til begravelser.

Prædikestol

Af samme grund forsvandt også kirkens originale prædikestol, der blev flyttet til Kvissel kirke, der blev opført i 1919. I Fladstrand Kirke havde prædikestolen en anden placering end den nuværende, og den var led i en helt anden opbygning.

I Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1760 fortælles, at der mellem koret og kirkestolene findes en portal med Christian den 5's monogram. På begge sider deraf er der "et smukt Sprinkelværk" i træ. Prædikestolen var opbygget midt i kirken ved den nordre væg, og ved prædikestolen fandtes et smukt pulpitur fra 1719 bekostet af commandeur Otto Arenfeldt på Knivholt, ligesom der ved den vestre ende var nogle "indelukte stole og et pulpitur". Af gamle regnskabsbøger fremgår det i øvrigt, at der blev betalt stolepenge af disse særlige stolestader.

Trætavler

På kirkens sydvæg hænger nogle af de gamle trætavler, der bl.a. nævnes i en senere inventarbeskrivelse fra 1732 af præsten i Flade, Nicolai Esbach. De blev fundet i dårlig forfatning på kirkeloftet i forbindelse med en restaurering, som Abildgård sogns menighedsråd gennemførte i 1967, da Fladstrand kirke fungerede som midlertidig sognekirke for det nye Abildgård sogn.

Over døren til præsteværelset hænger fire små udskårne trætavler forestillende evangelisterne. Oprindelsen er uklar, og de kan have været led i en større udsmykning.

Over døren til våbenhuset hænger en bemalet trætavle sammensat af flere brædder. Motivet er de fire vismænd fra Østerland, og tavlen er skænket af Peder Christensøn fra Aalborg. Kirken var i det hele taget rig på forskellige tavler, faner, kårder og anden udsmykning skænket af orlogs- og civile søfolk, købmænd og andre, der havde bopæl i eller drev handel på Fladstrand.

På kirkens sydvæg hænger desuden en mindeplade i tin formet som dæksplade til en kiste for strandingskommisær L.F. Hedemarcks hustru Anna Catrine Brønnum, død 1800.

Epitafier

De mest iøjnefaldende historiske minder er dog de to store epitafier på nordvæggen. Længst mod vest hænger et epitafium med mindeskrift for postmester Peder Larsen Hedemarck, død 1789, og hustru Ingeborg Marie Falster, død 1797. Selve epitafiet skåret i træ og bemalet, er i overdådig bruskbarok fra midten af 1600-tallet, så der har også dengang været tale om genbrug.

Længst mod øst hænger et epitafium over tolder Peter Wisberg, død 1704, og hustru, Christine Christensdatter.

De to velgørere mod kirken og måske egentlige initiativtagere til opførelsen blev begge efter tidens skik begravet i kirken, i dette tilfælde endda i koret, hvor også deres ligsten oprindelig lå. Den er nu indmuret på kirkens nordside, hvor også postmester Peder Larsen Hedemarck og hustrus ligsten er indmuret.

Flere af byens kendte borgere i 1700-tallet blev begravet i kirken, og gamle ligsten eller brudstykker er indmuret dels i våbenhuset, dels i nordmuren eller oplagt udenfor kirken. Det gælder bl.a. for en stor sten over købmand Peder Hansen Høyer og hustru. Den ret velbevarede sten er placeret ved kirkens sydside øst for indgangen til præsteværelset.

Epitafiet over Peter Wisberg blev bekostet af Otto Arenfeldt, som efter den skånske krig overtog Knivholt sammen med broderen Hans, der senere døde. Gården var stærkt forgældet, men han arbejdede den op, og ved sin død 81 år gammel 1720 efterlod han foruden Knivholt også hovedgårdene Bangsbo og Lerbæk.

De nære venskab mellem Arenfeldt og Wisberg ses af indskriften, hvor Arenfeldt lod skrive: "Til ære, Minde og Venskabs Tegn har Otto Arenfeldt til Knivholt, Bangsbo og Lerbæk opsat og bekostet Tavlen 1705". Så var det hele med. Wisberg var den gamle overkirurg fra flåden, og Otto Arenfeldt havde under krigen været fører af fregatterne "Jægeren" og "Svenske Løve" og sidst linjeskibet "Fredericus Tertius".

Våbenhus

Fladstrand kirke var efterhånden også blevet ganske velstående efter tidens forhold. Af inventarlisten og regnskabet fra 1705 fremgår det bl.a., at man over det daværende våbenhus havde 1100 hollandske klinker købt til "kirkeportens forbedring".

Det senere nedrevne våbenhus havde en solskive eller solur, der kendes fordi kirkeværgen betalte Niels Torbensen for at male solskiven på våbenhuset op, ligesom han fik betaling for at kaste sne af kirkeloftet og sand fra kirkediget.

Kapital havde kirken også, for af regnskabsbogen ses, at kirken i 1705 havde udlånt 300 Rdl. til Otto Arenfeldt, og selv om han heraf betalte 15 Rdl. i rente, var det nok før, det gik bedre på Knivholt. Efter kollektbogen indkom der 1704-05 18 Rdl., 3 mk. 1sk. og stolestadepenge indbragte så meget, at da præstens og degnens løn var betalt, var der et overskud på 8 Rdl., 2mk. og 4sk.

Kalk og disk

Kirkens oprindelige kalk og disk "af sølv og noget forgyldt" gik til ved en brand i Fladstrand i 1730, og sognepræsten i Flade, magister Jens Olufsen meddeler, at ti af byens bedste "våninger" gik op i luer. Da 16 huse i forvejen var jævnet med jorden, tvivler præsten om, at det er muligt at vedligeholde kirken.

Måske lå der gustne overvejelser bag sognepræstens udtalte bekymring, der heller ikke kom til at slå til.

Gavle og murværk

Otto Arenfeldts svigerdatter, Mette Bille, solgte som enke i 1749 hele byen Fladstrand med fæstegods og kirke til købmand Peter Hansen Høyer. Det er i hans tid, begge gavle bliver ombygget. Først blev østre gavl ombygget i grundmur sammen med noget af sidemuren i 1767. Den vestre gavl blev ombygget på samme måde i 1773, og dette årstal står endnu med murankre i gavlen. Årstallet 1883 på østgavlen beretter om en senere skalmuring, men gavlene fik ved den første ombygning den karakteristiske profil, der kendes i dag.

Før denne sidste skalmuring havde kirkens murværk dog gennemgået flere forbedringer i første halvdel af 1800-tallet, men først i 1866 - længe efter at byen var blevet købstad - fik kirken sit nuværende udseende og omfang. Alt murværk var nu grundmuret, og ved ombygningen fik kirken de to udbygninger mod syd, hvor der nu er våbenhus og præsteværelse.

Kirken ribbes

På det tidspunkt havde der allerede længe været tale om at opføre en ny og større kirke i den stadigt voksende købstad. Ambitionerne var dog større end økonomien, og det førte til mange og hårde debatter, inden den nye kirke blev indviet i 1892.

Allerede i samme årti begyndte man at ribbe den gamle kirke for en del af inventaret. Tre lysekroner og to kirkeskibe blev ophængt i den nye kirke. Det ene skib, en model af korvetten "Najaden" fra 1811 og bygget af havnefoged Ulrich og skænket til kirken af hans enke, er siden kommet tilbage til Fladstrand Kirke.

Medens prædikestolen førtes til Kvissel Kirke, blev alteret bevaret med et maleri af A. Dorph fra 1868 med motiv af Kristus i Getsemane have.

Genindretning og istandsættelse

Der var dog efterhånden stærke kræfter i gang for igen at forsyne kirken med kirkeinventar. De første skridt blev gjort i 1943, da man fik nye stolestader og prædikestol tegnet af arkitekt Leopold Teschl. Samtidig fik kirken de to store smedejernskandelabre med bladornamenter ligeledes tegnet af arkitekt Teschl og skænket kirken af kirkeværgen, bundgarnsfisker Søren Bjerregaard. Motivering var, at opstilling af kandelabre og lys ikke skulle være afhængig af familiernes økonomiske og sociale status.

Efter en omfattende istandsættelse blev kirken igen indviet til gudstjenestebrug ved en festgudstjeneste søndag den 11. november 1945 ved biskop Smith, Aalborg.

Den næste større istandsættelse og ombygning fandt sted i 1967, efter at det nye Abildgård sogn, der blev dannet i 1964, havde fået Fladstrand Kirke overladt som midlertidig sognekirke, indtil en ny kirke var opført. Kirkebyggeriet syntes dog af forskellige grunde, bl.a. de økonomiske, at kunne trække i langdrag.

I mellemtiden valgte man i det nye menighedsråd at gennemføre en mere omfattende istandsættelse af Fladstrand Kirke.

I kirkens vestende var opbygget et pulpitur, hvor man havde et orgel, der 1918 var skænket kirken af en anonym. Det var på syv stemmer men af en konstruktion, som man i nogle årtier havde stillet forventninger til som både god og billig. Men forventningerne skuffede, og orgelbyggerne havde opgivet at reparere på det.

Da kirken i årtier først og fremmest havde været anvendt som begravelseskapel, var der under orgelpulpituret indrettet et efterhånden ganske utidsvarende kisterum kun adskilt fra kirken ved en pudset bræddevæg. Ved siden af fandtes et ret interimistisk omklædningsrum for præsten.

Ved ombygningen i begyndelsen af 1967, der blev gennemført efter tegninger af kgl. bygningsinspektør Leopold Teschl, blev orgelpulpituret og bræddevæggene fjernet. Opbygningen af et nyt og større orgel tegnede til at blive en dyr affære, da prisen dengang var 12.000-15.000 kr. pr. stemme. Det lykkedes imidlertid at finde et moderne mekanisk sløjfelade-orgel på 15 stemmer bygget hos Marcussen og Søn og midlertidig opstillet i den nye Møllevangskirke i Århus, hvor man skulle have et større orgel. Det blev købt for 55.000 kr. og genopbygget med orgelfirmaets nygaranti på et hævet gulv af kantstillede mursten.

Den østligste af de to udbygninger på sydsiden havde stået åben mod kirkeskibet, men buen blev nu tilmuret, og rummet indrettet som præsteværelse med skabe til kirkens sølv og messehagler.

I den vestlige udbygning måtte man flytte nogle af de indmurede ligsten for at indrette toilet og rengøringsrum samt nyt installationsskab i forbindelse med opsætning af ny belysning i kirken. Hele ombygningen kom til at koste godt 200.000 kr.

Den gamle Fladstrand Kirke var igen kommet til ære og værdighed og sat i en stand, så den kunne danne en smuk ramme om menighedens gudstjenester på søndage såvel som højtider.

Fladstrand Sogn

En lang række af præster har gennem de 300 år gjort tjeneste ved Fladstrand kirke. Fra indvielsen og frem til 1812 var kirken filialkirke til Flade, og fra den periode kendes navnene på 11 sognepræster, der i perioder også havde skiftende kapellaner til hjælp i det efterhånden ret store pastorat, der også omfattede Gærum.

I 1812 blev Fladstrand et selvstændigt sogn, og sognepræsten her skulle desuden frem til 1843 også betjene Hirsholmene, som derefter for en årrække blev et selvstændigt sogn.

Endnu ti sognepræster kom til at gøre tjeneste ved Fladstrand kirke, inden Frederikshavn kirke stod færdig i 1892. Byens kraftige vækst, og de store kirkelige vækkelser i århundredets slutning skabte ønsket om en større kirke, og de to sidste præster ved Fladstrand kirke, T.L. Levinsen og Georg L. Dresler, var begge med i komitéen for den nye kirkes opførelse. I præsteværelset i Fladstrand kirke hænger et maleri af pastor Levinsen, der var præst ved kirken fra 1879 til 1889, og maleriet blev efter kirkens sidste istandsættelse skænket kirken af slægtninge til Levinsen.

Ved udskillelsen af Abildgård sogn i 1964 kom Fladstrand kirke som nævnt til at fungere som midlertidig sognekirke for Abildgård, først med E.E.. Erntsen som sognepræst fra 1964 til 1966 og derefter Max Møller.

Efter indvielsen af Abildgård kirke i 1970 bestyredes Fladstrand kirke af en særskilt kirkebestyrelse bestående af to medlemmer fra hvert menighedsråd i byens tre sogne, Abildgård, Bangsbostrand og Frederikshavn.

Det er overladt til Abildgård sogn at holde gudstjeneste i den gamle kirke hver søndag, og det sker med en formesse i sommerhalvåret og en eftermiddagsgudstjeneste i vinterhalvåret. Desuden bruges kirken til særlige gudstjenester, og hvert år på Alle Helgensdag holdes en mindegudstjeneste, der slutter med kransenedlægning ved den store mindesten for omkomne fiskere og søfolk.

Andre kirkelige handlinger finder også sted i kirken som lejlighedsvis bryllupper, men især finder mange begravelser stadig sted fra kirken på byens gamle kirkegård, der foruden de mange familiegrave rummer mange minder om byens historie og kendte borgere.

Som et karakteristisk monument i en by, der skylder fiskeriet og søfarten sin oprindelse, står midt på kirkegården og et stykke nord for kirken den store obelisk med navne på omkomne fiskere og søfolk. Det er ikke blot efter den årlige mindegudstjeneste, der lægges kranse og blomster her. Året rundt ligger der friske buketter ved foden af den høje obelisk.

Krigsminder

Byen fik en uhyggelig central placering under den anden verdenskrig, hvor den blev omgivet af bunkers og forsvarsværker, og havnen bl.a. tjente som udskibningshavn for tyske tropper og flådehavn for marinen.

Dramatiske begivenheder under krigen er derfor også kommet til at præge den store kirkegård, hvor man i den nordlige del finder nogle af de største krigsgrave herhjemme samlet i en stor plæne, og umiddelbart nord for den en mindre afdeling med grave og mindesten for engelske flyvere, der faldt som ofre for krigen.

Mindestenene på den store plæne med de tyske grave tæller omkring 1500 navne på både soldater og flygtninge, der døde i egnens flygtningelejre i slutningen af og umiddelbart efter krigen. Langt den overvejende del er dog tyske soldater, der druknede, da troppetransportskibe på vej fra Frederikshavn til Norge blev minesprængt eller torpederet. De første store begravelser fandt sted allerede i efteråret 1940, da troppetransportskibet "Pioner" blev minesprængt, og et par hundrede af ofrene drev i land på den vendsysselske østkyst.

Krigsgravene vedligeholdes af den tyske stat gennem den tyske organisation "Deutsche Kriegsgräberfürsorge".

Ligesom den tyske afdeling fortæller den langt mindre engelske afdeling med 65 grave om krigens gru og meningsløshed. Unge mænd, der skulle have haft livet for sig, faldt som ofre i en kamp mod et umenneskeligt system, der truede hele den vestlige kultur.

De led døden, og i deres hjem led man under sorgen og savnet, som det kommer til udtryk i indskrifterne på mange af de små, hvide sten. Da stenene blev rejst efter krigen, var sårene endnu ikke lægt, og der ligger både længsel og en stille resignation men også håb i de enkle ord som står på en 20-årig flyvers grav: "At Rest. In loving memory of my dear son. God be with you, till we meet again". (Hvil i fred. I kærligt minde om min elskede søn. Gud være med dig, til vi mødes igen).

Eller det enkle over en 23-årig pilot: "Until the Day break, and the Shadows flee away". (Indtil dagen bryder frem, og skyggerne flygter).

Kirkegården

I dag er det historie for de fleste og kun en del af den historie, som både kirken og den gamle kirkegårds mange gravsten og mindesmærker kan fortælle om byen og dens mennesker i op- og nedgangstider, om liv og død i lykkelige tider eller under dramatiske forhold.

Udenfor kirkegårdens kampestensmur findes en meget smuk urnekirkegård og ved siden af den en plæne med gravsteder uden navne.

Indenfor kampestensmuren finder man århundreders stilarter repræsenteret i bevarede gravminder og på eksisterende gravpladser. Stenene fortæller med deres korte, præcise oplysninger, navne og datoer, erhverv og måske en lille inskription.

Den smukke og velholdte kirkegård er for byens egne borgere som en mindelund og for fremmede et væld af indtryk, der samlet giver et billede af den befolkning, der med en indsats på mangfoldige områder skabte det familieliv og det samfund, der blev deres og efterkommernes.