Kan ikke lade være

Agnes

Som frivillig medarbejder har jeg varetaget flere forskellige opgaver gennem tiden. Mit frivillige engagement har udvidet og udviklet sig, og nu er jeg i "lys". Vi er to, som sælger lys til fordel for Danmissions arbejde i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Her kan jeg bruge de evner og erfaringer, jeg har. Jeg kan lide arbejdet med at bestyre, købe ind, få lageret til at passe med efterspørgslen og at have et selvstændigt område at passe. Jeg vil gerne gøre det godt, for har man sagt ja til en opgave, så skal man gøre det ordentligt.

Jeg vil gerne bruge tid på noget, som er betydningsfuldt, og det er det at være frivillig medarbejder. I de frivillige opgaver står man ikke alene, man tager over for hinanden, når der er brug for det. Her er et godt sammenhold, og man tager hånd om hinanden.

At være frivillig er udadvendt. Det griber om sig, og man får lyst til at engagere sig i opgaver og i de mennesker, man arbejder sammen med. Man kan slet ikke lade være.

Agnes Schmidt