Anne er diakon | Abildgård Kirke

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Anne er diakon

Anne Gottlieb er uddannet diakon. Det vil sige, at hendes arbejde ligger indenfor diakonien. Men hvad er en diakon?

Ofte bliver ordet diakoni erstattet med ”kirkernes sociale arbejde. – ”Men diakoni er så meget mere. Det er evangeliet i handling. Kristendom er ikke kun ord – det er også handling”, fortæller Anne Gottlieb.

Hun er ansat i Abildgård Kirke som kirke- og kulturmedarbejder og hendes primære arbejdsområde ligger blandt de ældre i sognet. Hun arbejder med tiltag for de ældre medborgere, som hun frem til at opleve en masse ting sammen med - både i og udenfor kirken.

Diakoni handler om, at kristendom ikke kun er ord, men også handling. Det glædelige budskab om Guds grænseløse og grænsesprængende kærlighed, vil MERE end klinge smukt – det vil tage form.

Biskop Peter Fisher Møller.

En kirke for alle

- For mig er det vigtigt, at omsorgen for medmennesket er omdrejningspunktet i alt hvad vi foretager os. Både på tomandshånd og i vores fællesskaber. Som medmenneske og som diakon lægger jeg stor vægt på, at vores kirke i Abildgård er en kirke for alle.

Vi holder noget dyrebart i hånden, når vi møder et medmenneske. Vi holder en del af et andet menneskes liv i vores hænder.

Om Anne

Anne er en meget jordnær og ligetil person. Hun er født og opvokset i Jammerbugt kommune, så hun kender Vendsyssel og vendelboerne rigtig godt og har haft hele sin barndom i det nordlige Danmark. Hun er uddannet socialdiakon fra diakonhøjskolen i Aarhus.

Anne er ansat i et samarbejde mellem Abildgård Sogn og Samvirkende Menighedsplejer og arbejder med tiltag rettet mod ældre i Frederikshavn.


diakon sb., -en, -er, -erne (person med kirkelig uddannelse i diakoni; katolsk hjælpepræst)

Kommer af græsk og betyder egentlig tjener. I Ny Testamente betegnelsen for et særligt embede med henblik på praktiske opgaver blandt (med)mennesker.

En diakon i Danmark er betegnelsen for en selvstændig stilling med egen uddannelse, hvor forbindelsen til det kristne stadig præger selvforståelsen. En diakon er en person der handler ud fra omsorg og næstekærlighed.


Se Abildgård Kirkes tilbud for seniorer