Forårshilsen til den frivillige | Abildgård kirke

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Forårshilsen til den frivillige

Forårshilsen til den frivillige


# Nyheder
Udgivelsesdato Udgivet onsdag d. 3. marts 2021, kl. 09:27
Forårshilsen til den frivillige

Kære frivillige i Abildgård Kirke

Vi håber I er ved godt mod og ikke er blevet ramt af Covid 19. Nu håber vi, at foråret og vaccinen snart vil få bugt med den lumske og smitsomme sygdom, som hindrer, at vi kan deltage i det værdsatte fællesskab i Abildgård Kirke.  Vi kan næsten have det lige som Kaj Munk, som frygtede, at Anemonen fra hans fødeø ville dø, fordi den fik andre vækstvilkår ved Vedersø præstegård. - Men nej!  Kaj Munk skrev om sin anemone:

Nu står den der og nikker
Så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker 

Vi ved ikke hvornår, vi igen kan mødes til de aktiviteter, vi hver især værdsætter at være en del af. Og når vi igen må mødes, bliver det måske med nogle restriktioner som vi må leve med. I aviserne kan man læse, at der er frygt for, at nedlukningsperioden vil ”vænne” folk fra at komme i kirke og til dens aktiviteter. Frivillighedsudvalgets medlemmer tror og håber, at alle I frivillige vil være at finde i Abildgård Kirke igen – 

ukuelig og sikker.
som om alverdens modgang her
har giver den et større værd

Abildgårds personale har gennem hele nedlukningen gjort en stor og flot indsats for at nå kirkens menighed virtuel og regnet på, hvordan flest mulige kan være i kirken. Tak for det.

Men Abildgård Kirke uden mange frivillige er ikke en rigtig Abildgård Kirke. Mange frivillige er kirkens DNA. Ved savnet af arbejdsfællesskabet har vi mærket, hvor meget det betyder, og givet det et større værd.  

Kære frivillige! Vi glæder os til arbejdsfællesskabet. Et arbejdsfællesskab som har betydning, for alle de mange aktiviteter der er i kirken, men også for vores venner i Cambodja og Tanzania. Vi håber I år at kunne gennemføre Abildgård Kirkemarked d. 28. august. En aktivitet som er afhængig af mange frivillige på markedsdagen, men også inden med fremstilling af salgsartikler. 

På gensyn!

Frivillighedsudvalget:  Edly, Arild, Lisbeth L., Simon, Christine, Peter.
Frivillighedskoordinator: Arne Holdensen
Markedskoordinator: Ernst Hansen


Den Blå Anemone

Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte frosset hårdt som kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
en stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.  

Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

Kaj Munk